Fredag d. 6/4, dag 1:
Vi forlod vores lejlighed i øsregnvejr, heldigvis havde vi bestilt taxi til stationen, da bussen kun går en gang i timen. Så alt gik glat. Togturen tager ca. tre timer til Sydney, selvom Sydney kun er 150 km fra Newcastle. På Sydney Central station spise vi frokost på Hungry Jack's, kendt i alle andre lande under navnet Burger King, men det er en anden historie. Tog tog vidre til lufthavnen. I lufthavnen stødte vi på verdens længste check-in, skabt bl.a. fordi fire fly til New Zealand afgik med kun ti minutters mellemrum. Heldigvis var vi i god tid, så der var ingen ko på isen. Det var også tid til at købe lidt gave til Marianne, som ville hente os i Wellington lufthavn.
I Wellington lufthavn skal man igennem det næsten samme menageri som i Sydney lufthavn. Og ja, vi havde vores vandrestøvler med. Så vi fik besked på at finde dem frem, så de kunne tjekke hvor meget skidt der var på. Heldigvis blev de for et par uger siden 'kogt' i karantæneområdet i Sydney lufthavn, så der var intet skidt at finde. Det var faktisk lige før vi blev rost for vores rene støvler! Tilgengæld fandt jeg en halv kakelak under mine gå-sko dagen efter.
På den anden side af tolden stod Marianne og ventede på os. Det var rigtig dejligt at man ikke skulle til at finde bus eller tog. Vi kørte i Mariannes kæmpe bil ind til hendes lejlighed som ligger midt i Wellington på en normalt meget trafikeret vej. Mariannes kæmpe bil var lidt skæv foran, da en anden bilist et par dage inden havde kørt ind i snuden på bilen. Det var faktisk den anden bilist skyld, da han havde travlt med at kigge på huse og ikke fulgte med i trafikken, men fordi Marianne var midt i et sving, så dækker forsikringen ikke. Og det synes vi er rigtig stridt. Heldigvis kom Marianne ikke noget til, og det er jo det vigtigste. Marianne har købt sin kæmpe bil for kun 16.000 danske kroner, og det er endda mange penge at give for en bil i New Zealand. Crazy!
Til vores tur i New Zealand havde jeg købt en rejsebog, men fordi vi allerede havde brugt så meget tid på at rejse, var der kun 30 sider tilbage da vi landede i Wellington.
Lørdag d. 7/4 , dag 2:
Hjemmefra havde vi på nettet lejet en bil. Kl. 9 ringede udlejningsfirmaet så på døren for at køre os ud til deres udlejningssted, så vi kunne få vores bil. Udlejningsfirmaet havde en masse spørgsmål, bl.a. om hvor vi ville køre hen, hvor langt vi ville køre, om vi ville køre hver dag osv. Det sjove var at vi ikke kunne svare på nogen af spørgsmålene, da vi ikke rigtig vidste hvad vi ville se og hvorhen vi gerne ville køre.
På turen tilbage til Mariannes lejlighed handlede vi ind til morgen- og aftensmad. Toke skulle vise ID, da vi også købte to flasker vin, og så var han glad. På køreturen var Toke to gange ved at køre over i højre vejbane efter højresving fra ensrettet vej (man kører i venstre side i New Zealand). Heldigvis var Marianne vågen, så vi overlevede endnu en dag i New Zealand.
Hjemme hos Marianne spiste vi rigtig god morgenmad. Bagefter gik vi på byvandring, bl.a ned af verdens stejleste alley. Dvs. det er ikke sikkert det er verdens stejleste, men i Wellington kan man finde verdens stejleste gade, så derfor blev den udnævt af Marianne til verdens stejleste alley. Vi så verdens stejleste vej, men vi er nu ikke helt så sikker på at det rent faktisk er den stejleste vej i verden. Der var nemlig en vej i Trondheim, hvor der er en hejs til cyklister, da vejen simpelthen er for stejl at cykle op ad.
Vi nød rigtig vores byvandring, det var rigtig dejligt at være tilbage i en storby. Vi så først det fine businesskvarter, som Marianne har udsigt til fra sit vindue. Der var dog ikke fyldt med businessfolk i jakkesæt, da det var påske. Vi så også den runde parlamentsbygning. Overfor parlamentsbygning ligger jura-instituttet i en meget imponerende bygning sammen med business-instituttet. Der er nogen der kan!
Gik tilbage ned af shoppe-gade og vidre ned til vandet, så den gyldne kugle og spiste lækker is i solen på cafe lige ved vandkanten. Vi gik nu vidre til hippie-delen og gik på Mariannes stambar for at spise sen frokost. Toke bestilte salat og cola, mens pigerne bestilte kød og øl. Da vi skulle bestille mad satte vores tjener Dave, sig ved ved vores bord for at komme med gode råd. Marianne og jeg endte med at bestille kød tilberedt på varm sten, det viste sig at man fik en varm sten ind på bordet og man så selv skulle stege kødet. I vores bestillingsnummerskilt var stillet en vindmølle, som vores glade tjener Dave pustede i flere gang. Han var meget underholdende og vi havde det rigtig skægt. Efter vi havde spist kom to af Mariannes venner forbi baren og fik en kop cacao og en sludder.
Hjemme hos Marianne spillede vi musik på hendes computer, som efter et stykke tid fik problemer med at afspille og lød rigtig syg. Det var skægt.
Hjemmefra havde vi på nettet lejet en bil. Kl. 9 ringede udlejningsfirmaet så på døren for at køre os ud til deres udlejningssted, så vi kunne få vores bil. Udlejningsfirmaet havde en masse spørgsmål, bl.a. om hvor vi ville køre hen, hvor langt vi ville køre, om vi ville køre hver dag osv. Det sjove var at vi ikke kunne svare på nogen af spørgsmålene, da vi ikke rigtig vidste hvad vi ville se og hvorhen vi gerne ville køre.
På turen tilbage til Mariannes lejlighed handlede vi ind til morgen- og aftensmad. Toke skulle vise ID, da vi også købte to flasker vin, og så var han glad. På køreturen var Toke to gange ved at køre over i højre vejbane efter højresving fra ensrettet vej (man kører i venstre side i New Zealand). Heldigvis var Marianne vågen, så vi overlevede endnu en dag i New Zealand.
Hjemme hos Marianne spiste vi rigtig god morgenmad. Bagefter gik vi på byvandring, bl.a ned af verdens stejleste alley. Dvs. det er ikke sikkert det er verdens stejleste, men i Wellington kan man finde verdens stejleste gade, så derfor blev den udnævt af Marianne til verdens stejleste alley. Vi så verdens stejleste vej, men vi er nu ikke helt så sikker på at det rent faktisk er den stejleste vej i verden. Der var nemlig en vej i Trondheim, hvor der er en hejs til cyklister, da vejen simpelthen er for stejl at cykle op ad.
Vi nød rigtig vores byvandring, det var rigtig dejligt at være tilbage i en storby. Vi så først det fine businesskvarter, som Marianne har udsigt til fra sit vindue. Der var dog ikke fyldt med businessfolk i jakkesæt, da det var påske. Vi så også den runde parlamentsbygning. Overfor parlamentsbygning ligger jura-instituttet i en meget imponerende bygning sammen med business-instituttet. Der er nogen der kan!
Gik tilbage ned af shoppe-gade og vidre ned til vandet, så den gyldne kugle og spiste lækker is i solen på cafe lige ved vandkanten. Vi gik nu vidre til hippie-delen og gik på Mariannes stambar for at spise sen frokost. Toke bestilte salat og cola, mens pigerne bestilte kød og øl. Da vi skulle bestille mad satte vores tjener Dave, sig ved ved vores bord for at komme med gode råd. Marianne og jeg endte med at bestille kød tilberedt på varm sten, det viste sig at man fik en varm sten ind på bordet og man så selv skulle stege kødet. I vores bestillingsnummerskilt var stillet en vindmølle, som vores glade tjener Dave pustede i flere gang. Han var meget underholdende og vi havde det rigtig skægt. Efter vi havde spist kom to af Mariannes venner forbi baren og fik en kop cacao og en sludder.
Hjemme hos Marianne spillede vi musik på hendes computer, som efter et stykke tid fik problemer med at afspille og lød rigtig syg. Det var skægt.
Søndag den 8/4, dag 3:
Vi sov længe og spiste stor morgenmad. Bagefter kørte vi til botaniskhave hvor vi først så drivhuse med mange eksotiske planter. Derefter gik vi tur i parken som var meget flot. Vi gik til toppen af botaniskhave og så ud over havneparten af Wellington og så bl.a. de (åbenbart) berømte cable cars. Vi tog rigtig mange billeder som i forhåbentlig snart kan se.
Dernæst kørte vi på tur langs Wellingtons kyst. En meget flot tur. Vi så bl.a. huse der lå på en skrant og som ikke havde nogen vej der førte til dem. For at komme op til husene måtte ejerne parkere for bunden af skranten og tage en gondolbane op til huset.
Vi spiste frokost på 'Chocolate fish', en cafe helt nede ved vandet i smukke omgivelser. Vi var tre om at dele et stykke chokoladekage.
På tilbage vejen kørt vi op på udkigspunkt, hvorfra vi kunne se ud over hele Wellington og måske lidt af sydøen. Der var en del turister, bl.a. holdt der en bus fra 'Movie tours'. Det er nemlig sådan (som i sikkert ved) at en del af Ringenes Herre er blevet optaget på New Zealand. Der er ca. 200 forskellige steder rundt omkring i New Zealand. Mest berømt Mount Doom, som i virkeligheden er en vulkan, et pragt eksemplar af en stratovulkan.
Vi kørte hjem og hentede bil nr.2, kørte så i kortege ud og afleverede Mariannes bil til reparation og kørte så hjem til Mariannes lejlighed. Tilbage i lejligheden fortalte Marianne om sin 2,5 måned tur rundt i New Zealand. Det var meget spændende og vi lyttede godt efter.
Så skulle der laves aftensmad. Hvilket kom til at tage en del tid, da ovenen på underlig vis ikke længere virkede. Desuden var et af blusene på komfuret også sat ud, og ham som Marianne deler lejligheden med, vidste ikke noget. Men vi fik mad og det smagte godt.
Vi sov længe og spiste stor morgenmad. Bagefter kørte vi til botaniskhave hvor vi først så drivhuse med mange eksotiske planter. Derefter gik vi tur i parken som var meget flot. Vi gik til toppen af botaniskhave og så ud over havneparten af Wellington og så bl.a. de (åbenbart) berømte cable cars. Vi tog rigtig mange billeder som i forhåbentlig snart kan se.
Dernæst kørte vi på tur langs Wellingtons kyst. En meget flot tur. Vi så bl.a. huse der lå på en skrant og som ikke havde nogen vej der førte til dem. For at komme op til husene måtte ejerne parkere for bunden af skranten og tage en gondolbane op til huset.
Vi spiste frokost på 'Chocolate fish', en cafe helt nede ved vandet i smukke omgivelser. Vi var tre om at dele et stykke chokoladekage.
På tilbage vejen kørt vi op på udkigspunkt, hvorfra vi kunne se ud over hele Wellington og måske lidt af sydøen. Der var en del turister, bl.a. holdt der en bus fra 'Movie tours'. Det er nemlig sådan (som i sikkert ved) at en del af Ringenes Herre er blevet optaget på New Zealand. Der er ca. 200 forskellige steder rundt omkring i New Zealand. Mest berømt Mount Doom, som i virkeligheden er en vulkan, et pragt eksemplar af en stratovulkan.
Vi kørte hjem og hentede bil nr.2, kørte så i kortege ud og afleverede Mariannes bil til reparation og kørte så hjem til Mariannes lejlighed. Tilbage i lejligheden fortalte Marianne om sin 2,5 måned tur rundt i New Zealand. Det var meget spændende og vi lyttede godt efter.
Så skulle der laves aftensmad. Hvilket kom til at tage en del tid, da ovenen på underlig vis ikke længere virkede. Desuden var et af blusene på komfuret også sat ud, og ham som Marianne deler lejligheden med, vidste ikke noget. Men vi fik mad og det smagte godt.
Mandag den 9. april, Dag 4:
Vi var allerede oppe kl. 6 da Marianne skulle på tur med geografistudiet, og den afgik sharp kl. 7:45.
Vi ville gerne køre Marianne op til uni hvorfra bussen afgik. Og det blev lidt af en tur. Vi var en smule sent på den, så da vi kom ud i bilen og så at ruderne var duggede, havde vi ikke tid til at vente på at de duggede af. Så under protest kørte Toke afsted med kun få kvadratcentimeters udsigt mens Marianne prøvede at fortælle hvornår Toke skulle dreje, selvom hun heller ikke kunne se noget. Vi skrald grinede allesammen og heldigvis lå universitetet tæt på.
Da vi havde afleveret Marianne skulle vi så finde vej tilbage, hvilket ikke skulle være noget problem, da vi blot skulle følge samme vej som vi kom fra. Der var bare det problem at vi jo ikke kunne se noget da vi kørte op til uni, og det var derfor en smule svært at finde vejen tilbage, men det lykkedes.
Det lykkede os også at finde mortorvejen og så gik turen nordpå langs kysten. Da vejene er meget snoede visse steder i New Zealand, måtte vi stoppe forholdsvis tidligt for at spise frokost, og dermed undgå evt. køresyge. Lidt efter byen Bulls drejede vi til højre og kørte øst om et naturreservat og så dermed bl.a. den meget flot stratovulkan som spiller Mount Doom i Ringenes Herre. Vejen rundt om naturreservatet var ekstremt snoet. Normalt må man køre helt op til 100 km/t på New Zealandske landeveje. Selvom vi kørte på en landevej, var der flere sving hvor man måtte helt ned og køre 25 km i timen. Bl.a. derfor tog turen også noget længre end beregnet.
Ved Lake Taupo lavede vi snack-stop og så på sorte svaner. Toke fik også lige læst lidt om de seværdigheder der var i området.
Vi stoppede senere ved et meget kraftigt vandfald. Vi så også "Craters of the Moon" som er blevet dannet fordi der under jorden ligger en lomme med meget varmt vand. Dampen fra det varme vand søger højere op, hvilket gør at det ser ud som om jorden ryger. Når trykket bliver for stort springes jorden i stykker, og der bliver dannet et krater. Det var rigtig sjovt at kigge på.
Bagefter stoppede vi for at se på en dæmning, men så var klokken blevet mange og vi måtte race afsted til Rotorua. Her fik vi indlogeret os på et fint motel som hjalp os med at booke Maori-aftentur. To minutter senere holdt bussen der så. Vi fik hurtigt smidt bagagen ind på vores værelse og satte os ind i bussen.
Vi ankom til Maorireservatet kl. 18:30. Vi blev nu alle placeret i et stort telt som mindede os om strandforeningsfester. Blandt turisterne skulle der vælges en høvding, og en ung amerikaner sprang til. Vi fik præsenteret alle nationer der var til stede, og der var helt klart flest engelsktalende. For uden os var der et andet dansk par. Vi blev ført ud i Maori-skoven hvor der i mellemtiden var blevet helt mørkt. Rundt om i skoven stod store belyste træstatuer. Vi blev allesammen placeret omkring en flod hvor Maori-krigerne kom sejlende op ad i en hjemmelavet kano. Deres dragter var oprindeligt lavet af kiwi-fjer, desværre er kiwifuglen truet, og dragterne bliver derfor fremstillet af kunststof. Vi gik nu vidre til et nyt telt hvori der var en scene med en Maori-landsby. Vi blev nu præsenteret for deres historie, traditioner og skikke. Efter en flot forestilling blev vi endeligt guidet tilbage til spiseteltet, hvor der nu var anrettet buffet med original Maorimad. Maden var blevet tilberedt i 3 timer over bål. Maden fik vi senere at vide indeholdt bl.a. giftige bær, men fordi de er tilberedt rigtigt, er de skadeløse. Efter vi havde spist til vi var lige ved at sprække, var der endnu en vandring i skoven. Der fik vi fortalt lidt om de forskellige planter og deres virken. Da turen var slut holdt bussen parat til at tage os tilbage.
Vi var tilbage på motellet igen kl. 22.
Vi var allerede oppe kl. 6 da Marianne skulle på tur med geografistudiet, og den afgik sharp kl. 7:45.
Vi ville gerne køre Marianne op til uni hvorfra bussen afgik. Og det blev lidt af en tur. Vi var en smule sent på den, så da vi kom ud i bilen og så at ruderne var duggede, havde vi ikke tid til at vente på at de duggede af. Så under protest kørte Toke afsted med kun få kvadratcentimeters udsigt mens Marianne prøvede at fortælle hvornår Toke skulle dreje, selvom hun heller ikke kunne se noget. Vi skrald grinede allesammen og heldigvis lå universitetet tæt på.
Da vi havde afleveret Marianne skulle vi så finde vej tilbage, hvilket ikke skulle være noget problem, da vi blot skulle følge samme vej som vi kom fra. Der var bare det problem at vi jo ikke kunne se noget da vi kørte op til uni, og det var derfor en smule svært at finde vejen tilbage, men det lykkedes.
Det lykkede os også at finde mortorvejen og så gik turen nordpå langs kysten. Da vejene er meget snoede visse steder i New Zealand, måtte vi stoppe forholdsvis tidligt for at spise frokost, og dermed undgå evt. køresyge. Lidt efter byen Bulls drejede vi til højre og kørte øst om et naturreservat og så dermed bl.a. den meget flot stratovulkan som spiller Mount Doom i Ringenes Herre. Vejen rundt om naturreservatet var ekstremt snoet. Normalt må man køre helt op til 100 km/t på New Zealandske landeveje. Selvom vi kørte på en landevej, var der flere sving hvor man måtte helt ned og køre 25 km i timen. Bl.a. derfor tog turen også noget længre end beregnet.
Ved Lake Taupo lavede vi snack-stop og så på sorte svaner. Toke fik også lige læst lidt om de seværdigheder der var i området.
Vi stoppede senere ved et meget kraftigt vandfald. Vi så også "Craters of the Moon" som er blevet dannet fordi der under jorden ligger en lomme med meget varmt vand. Dampen fra det varme vand søger højere op, hvilket gør at det ser ud som om jorden ryger. Når trykket bliver for stort springes jorden i stykker, og der bliver dannet et krater. Det var rigtig sjovt at kigge på.
Bagefter stoppede vi for at se på en dæmning, men så var klokken blevet mange og vi måtte race afsted til Rotorua. Her fik vi indlogeret os på et fint motel som hjalp os med at booke Maori-aftentur. To minutter senere holdt bussen der så. Vi fik hurtigt smidt bagagen ind på vores værelse og satte os ind i bussen.
Vi ankom til Maorireservatet kl. 18:30. Vi blev nu alle placeret i et stort telt som mindede os om strandforeningsfester. Blandt turisterne skulle der vælges en høvding, og en ung amerikaner sprang til. Vi fik præsenteret alle nationer der var til stede, og der var helt klart flest engelsktalende. For uden os var der et andet dansk par. Vi blev ført ud i Maori-skoven hvor der i mellemtiden var blevet helt mørkt. Rundt om i skoven stod store belyste træstatuer. Vi blev allesammen placeret omkring en flod hvor Maori-krigerne kom sejlende op ad i en hjemmelavet kano. Deres dragter var oprindeligt lavet af kiwi-fjer, desværre er kiwifuglen truet, og dragterne bliver derfor fremstillet af kunststof. Vi gik nu vidre til et nyt telt hvori der var en scene med en Maori-landsby. Vi blev nu præsenteret for deres historie, traditioner og skikke. Efter en flot forestilling blev vi endeligt guidet tilbage til spiseteltet, hvor der nu var anrettet buffet med original Maorimad. Maden var blevet tilberedt i 3 timer over bål. Maden fik vi senere at vide indeholdt bl.a. giftige bær, men fordi de er tilberedt rigtigt, er de skadeløse. Efter vi havde spist til vi var lige ved at sprække, var der endnu en vandring i skoven. Der fik vi fortalt lidt om de forskellige planter og deres virken. Da turen var slut holdt bussen parat til at tage os tilbage.
Vi var tilbage på motellet igen kl. 22.
Tirsdag den 10. maj, dag 5:
Vi havde først stilt vækkeuret til kl. 6, da vi ville se en park inden vi skulle se en gejser springe kl. 10. Dog blev planerne lynhurtigt ændret da vækkeuret ringede kl. 6. Vi sov en time længere, spiste morgenmad på en cafe og tog så direkte ud til gejseren og tilhørende geotermiske park aka Waiotapu Thermal Wonderland. Meget spændende sted, jorden og søerne er farvet af forskellige kemikalier der kommer op ad jorden. Kl. 10 var det så gejseren der var i fokus. Den ligger lidt uden for parken. Rund om gejseren var der bygget en tribune der var godt fyldt med publikum! Det var lidt skuffende at se gejseren springe, specielt fordi jeg har set flere i Island, og de var noget størrere. Så vi må en tur til Island og se den rigtige vare. Bagefter måtte vi tilbage til parken og se resten af alle de farvede søer og kæmpe kratre.
På vej tilbage til byen stoppede vi kort for at se på en boblende mudderpøl, det var faktisk ret sjovt. Men man skal havde lidt tålmodighed hvis man vil se en stor eksplosion.
Til frokost spise vi gourmet-pizza på cafe og planlagde aktiviteter for næste dag. Bagefter så vi så byens park. Rundt om i parken var der indhegnede usikre områder, nogle af dem ret imponerende. Hele parken lugtede af svovl, men folk var ligeglade og sad ved siden af de sure søer of spiste frokost.
Bagefter kørte vi hele vejen til Tongariro Nationalpark. På vejen gjorde vi små stop for at tage billeder af det flotte landskab. Vi ankom til Whakapapa Village kl. 17:30, hvor vi fik nøglen til vores rum og blev rådet til kun af tage på små lokale ture i morgen pga. vejret, men vi insisterede på at tage Tongariro Crossing. Så rådede receptionisten os til at købe masser af chokolade og frokost til turen, så det gjorde vi.
På værelset lagde vi en madras på gulvet og så på videooptagelserne fra dagen før mens vi spiste ostemadder til aftensmad. Bagefter var det tidligt i seng så vi kunne være vel udhvilede til Tongariro Crossing.
Vi havde først stilt vækkeuret til kl. 6, da vi ville se en park inden vi skulle se en gejser springe kl. 10. Dog blev planerne lynhurtigt ændret da vækkeuret ringede kl. 6. Vi sov en time længere, spiste morgenmad på en cafe og tog så direkte ud til gejseren og tilhørende geotermiske park aka Waiotapu Thermal Wonderland. Meget spændende sted, jorden og søerne er farvet af forskellige kemikalier der kommer op ad jorden. Kl. 10 var det så gejseren der var i fokus. Den ligger lidt uden for parken. Rund om gejseren var der bygget en tribune der var godt fyldt med publikum! Det var lidt skuffende at se gejseren springe, specielt fordi jeg har set flere i Island, og de var noget størrere. Så vi må en tur til Island og se den rigtige vare. Bagefter måtte vi tilbage til parken og se resten af alle de farvede søer og kæmpe kratre.
På vej tilbage til byen stoppede vi kort for at se på en boblende mudderpøl, det var faktisk ret sjovt. Men man skal havde lidt tålmodighed hvis man vil se en stor eksplosion.
Til frokost spise vi gourmet-pizza på cafe og planlagde aktiviteter for næste dag. Bagefter så vi så byens park. Rundt om i parken var der indhegnede usikre områder, nogle af dem ret imponerende. Hele parken lugtede af svovl, men folk var ligeglade og sad ved siden af de sure søer of spiste frokost.
Bagefter kørte vi hele vejen til Tongariro Nationalpark. På vejen gjorde vi små stop for at tage billeder af det flotte landskab. Vi ankom til Whakapapa Village kl. 17:30, hvor vi fik nøglen til vores rum og blev rådet til kun af tage på små lokale ture i morgen pga. vejret, men vi insisterede på at tage Tongariro Crossing. Så rådede receptionisten os til at købe masser af chokolade og frokost til turen, så det gjorde vi.
På værelset lagde vi en madras på gulvet og så på videooptagelserne fra dagen før mens vi spiste ostemadder til aftensmad. Bagefter var det tidligt i seng så vi kunne være vel udhvilede til Tongariro Crossing.
